Jeg har Borderline og har altid skrevet meget - dagbog, digte og noveller - for at komme af med det kaos jeg har indeni. Nu var det på tide med en blog at lægge dem op på. Nedenstående er skrevet for omkring et halvt år siden.
----------------------------------------------
Jeg går ned af strøget, nylig løsladt fra endnu en times terapi. Jeg prøver desperat at distancere mig fra følelser jeg lige har kæmpet for at grave frem. Der er så mange mennesker her, man kan miste sig selv i vrimlen. I al hemmelighed hader jeg dem allesammen for det perfekte liv jeg tror de har. Min ipod spiller techno i et forsøg på at jage alle tanker ud med hård bass - og fordi jeg brækker mig hvis jeg hører én ligegyldig popsang til.
Som alle andre her kommer jeg fra et sted, målrettet på vej mod et andet. Jeg sejler ud og ind imellem folk, midlertidigt overbevist om at alt bliver godt når jeg når mit mål. Jeg er ét sekund fra at have mast alle følelserne ind bagerst i skabet, hvor de bor - men her er der hjemløse. synet af dem trykker på en usynlig skyld-knap i mig. Jeg bor ikke på gaden. Jeg har tøj og mad, selvom jeg oftest ikke spiser. Jeg husker på terapien og skubber skyldfølelsen ud over en klippe. Jeg har det dårligt indeni, og det kan man ikke forholde sig til. En mand der er "normal", men mangler tøj og mad og hjem, har vi ondt af. Men en kvinde med hjem og mad og tøj og smerterne indeni, hvad er det for noget?
Ikke engang min egen familie og venner kan forholde sig til det. Og jeg forstår dem godt. Der er gladere ting at kigge på. Jeg tager mig selv i at ønske at jeg så i det mindste var rigtig syg. skitsofreni, adhd, autisme, stress, depression, det er ting folk kan forholde sig til. Men Borderline? Ondt i følelserne? Alle har ondt i følelserne. Alle har traumer. Du håndterer bare dine dårligere end alle andre. Du er svag. De usynlige fremmede i mit hoved er hårde og fordømmende.
Os på grænsen, ikke syge, ikke raske. Ikke anerkendt af andre end psykologer og en samfundsrøst der proklamerer, at vi burde være det. Jeg ville ønske jeg kunne give alle jeg kender en uge i mit liv. Ville i stadig tage let på det? Ville i have klaret 23 år hvis jeres følelser og tanker udøvede vold mod jeres hjerte hver eneste dag? Jeg finder aldrig ud af det, men jeg er her stadig. Jeg er her for det spinkle, flakkende lys for enden af tunellen, håbet om et liv der er værd at leve.
Min destination skyder op foran mig - en café, hvor de har set mig før. kaffen er lige så dyr som andre steder, designet lige så gennemført. De samme gæster, de samme samtaler. Men her må der ryges. Her er mit københavn, og jeg kan ånde lettet op og søge tilflugt ved vinduet. Livet er for mig, og har alle dage været, pænere på afstand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar